50 år i det europæiske fællesskab

 

Europa-Nævnets Erfaringskonference den 22. september 2022.

Danmark blev medlem af de europæiske fællesskaber 1. januar 1973. Den folkelige milepæl er i særlig grad den forudgående folkeafstemning, som fandt sted 2. oktober 1972.

Med årets konference ønsker Europa-Nævnet at indlede markeringen af 50-året for Danmarks medlemskab af EF/EU ved at gøre status over udviklingen i EU-samarbejdet. Det sker dels med et panel af de øverste udøvende aktører på EU-plan – de tidligere EU-kommissærer Ritt Bjerregaard, Poul Nielson og Mariann Fischer Boel, dels med en markant frontlinjeformidler, som igennem tre årtier har oplyst danskerne om, hvad der sker i det europæiske fællesskab, DR’s korrespondent Ole Ryborg.

50-året giver også anledning til at se fremad. I 2021 startede Konferencen om Europas fremtid. Den 31. maj 2022 havde mindst 89.000 danskere deltaget i, lyttet til eller set debatter om Europas fremtid. Heraf har mindst 14.000 været med til at stille forslag gennem de ca. 170 debatter, som 34 projekter gennemførte i Danmark med tilskud fra Europa-Nævnet. Hvad sker der med forslagene og har vi med konferencen fået et nyt anvendeligt, demokratisk instrument for borgerindflydelse? Generaldirektør i EU-Kommissionen Pia Ahrenkilde Hansen oplyser om proces og resultater.

Bl.a. dk4 har deltaget med input til fremtidskonferencen. Vi hører om deres erfaringer og får gode råd til hvordan organisationerne bedst udnytter de nye formidlingsformer i EU-oplysningens tjeneste.

Tilmeld dig til Europa-Nævnets konference her.

Sidste frist for tilmelding er 12. september 2022.

PROGRAM 2022

Siden er sidst opdateret: 21.06.2022
Europa-Nævnet
  • Europa-Nævnet
  • Hammerichsgade 14
  • 1611 København V
  • Tlf: 33 73 33 93