Få indflydelse på debatten om Europas fremtid

Hvis man vil være med til at sætte fokus på Europas fremtid, så kan man nu søge Europa-Nævnet om tilskud til at afholde debatter og borgerhøringer om fremtidens Europa.

Borgere fra alle EU's 27 medlemslande er inviteret til at deltage i ”Konferencen om Europas fremtid”, der over det kommende år skal skabe dialog på tværs af Europa om fremtidens EU. Som led i konferencen inviteres borgere, civilsamfundet, virksomheder og andre aktører til at gennemføre debatarrangementer, der kan bidrage med indspil til konferencen.

Europa-Nævnet har i den forbindelse udbudt puljen ”Debatter om Europas fremtid”, som skal være med til at sikre, at så mange som muligt fra Danmark kan bidrage til ”Konferencen om Europas fremtid” med egne debatarrangementer.

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:

”Jeg glæder mig til en god og konstruktiv debat om Europas fremtid. Det er min og regeringens klare ønske, at så mange danskere som muligt kommer på banen og er med til at sætte kursen for fremtidens Europa. Det er uhyre vigtigt, at vi får en folkelig debat, som fokuserer på de emner, der betyder noget for os alle sammen.”

Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og Europa-Kommissionen har forpligtet sig til at lytte til europæernes indspil til ”Konferencen om Europas fremtid” og inden for deres kompetenceområder følge op på de anbefalinger, som konferencen munder ud i.

I Folketingets Europaudvalg er der opbakning til initiativet, og blandt andre formanden for Folketingets Europaudvalg, Eva Kjer Hansen (V), har opfordret Europa-Nævnet til at åbne for ansøgninger om midler, der kan understøtte danske input til ”Konferencen om Europas fremtid”.

Formand for Folketingets Europaudvalg Eva Kjer Hansen siger:

”Jeg ser frem til en god og engageret debat med borgere og organisationer om det europæiske samarbejde og til at høre de forslag til, hvordan EU kan gøres bedre, som kommer ud af den kommende tids mange politiske aktiviteter.”

Formand for Europa-Nævnet, Erik Christensen, siger:

”Europa-Nævnet vil gøre sit til, at der med EU’s initiativ bliver skabt en reel debat blandt danskerne om EU`s fremtid. Privatpersoner, organisationer, virksomheder, uddannelses- og kulturinstitutioner kan derfor nu få tilskud til at invitere danskerne til debatter om EU`s fælles fremtid. Interesseorganisationer og foreninger af enhver art opfordres til at afholde fysiske eller online høringer for borgere i alle egne af Danmark. Det vigtigste er, at borgernes forslag til Europas fremtid, indsamles og videregives til Folketinget, den danske regering og EU. På den måde kan vi alle få indflydelse på vores fælles fremtid.”

Fakta om konferencen og puljen ”Debatter om Europas fremtid”

”Konferencen om Europas fremtid” er et fælleseuropæisk, demokratisk projekt, som har til formål at skabe et nyt, offentligt forum for en åben debat med de europæiske borgere om fremtidens EU. Konferencen forventes at løbe fra foråret 2021 til foråret 2022.

Under ”Konferencen om Europas fremtid” vil borgere, politikere og andre aktører blive inddraget gennem nationale og regionale debatarrangementer samt tvær-europæiske borgerpaneler og plenarforsamlinger. Indspil fra de nationale debatarrangementer vil blive kanaliseret videre til de tvær-europæiske borgerpaneler og plenarforsamlinger gennem konferencens digitale platform, hvor borgere fra hele EU også har mulighed for at indsende forslag og deltage i debatten online.

Puljen har ansøgningsfrist den 11. august 2021.

Find vejledning og link til ansøgningsblanketten
Læs mere om konferencen
Læs mere om Europa-Nævnet

Yderligere oplysninger:

Chefkonsulent Inger Frydendahl, Europa-Nævnet, ifr@slks.dk, tlf.: 33 73 33 26

 

 

Siden er sidst opdateret: 11.06.2021
Europa-Nævnet
  • Europa-Nævnet
  • Hammerichsgade 14
  • 1611 København V
  • Tlf: 33 73 33 93

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vores cookies samler ikke på personoplysninger

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette. Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)